Massivt fremmøde - i omegnen af 500 dyrkere - og en ganske heftig debat- og spørgelyst var medvirkende til, at den første fælles generelforsamling i Danske Sukkerroedyrkere i Sakskøbing mandag fik et - dog kun næsten - lige så forsinket forløb som årets kampagne.
Kampagnen blev på grund af talrige fejl på de to fabrikker i Nykøbing F. og Nakskov forsinket med adskillige uger. I Nykøbing F. sluttede kampagnen først 21. januar - efter 119 døgn. Og netop de massive forsinkelser, tekniske fejl og aflysninger af leveranceaftaler var en medvirkende årsag til den langvarige generalforsamling. Det skortede nemlig ikke på endog meget skarpe udfald fra salen mod Danisco Sugar:
- Utroligt frusterende. - En meget negativ stemning. - Fabrikkerne lever simpelthen ikke op til, hvad man med rimelighed kan forvente. - Man kan tvivle på, om Danisco-ledelsen overhovedet evner at drive en fabrik!
Sådan lød bare et udpluk af bemærkningerne.
Et gennemgående træk i kritikken er, at man i meget stort omfang friholder fabrikkernes ledelse og personale lokalt for ansvar. Tværtimod rettede flere en tak netop til de ansatte for deres arbejde med at få tingene til at fungere - trods alt. Skurken udnævnes entydigt til at være den centrale ledelse af Danisco Sugar.
- Vi må simpelthen kræve, at Danisco afsætter de ressourcer, der er nødvendige for at drive en moderne sukkerfabrik, siger eksempelvis Hans Peder Madsen, fabriksuvalget for Nakskov Sukkerfabrik.
Heller ikke fra Jørn Dalby, Stavreby, formand for Danske Sukkerroedyrkere, blev der lagt fingre imellem i kritikken af kampagnens forløb:
- Der har været alt for mange fejl og nedbrud på fabrikkerne. Det er utroligt frustrerende for dyrkerne, når hele apparatet er kørt i stilling, og der så aflyses. Det er bestemt ikke den slags, vi har brug for i øjeblikket, hvor roerne er i skarp konkurrence med andre afgrøder hos landmændene, fastslog Jørn Dalby.
Hans Gandrup
hg@folketidende.dk
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde