Berlingske Media har igen vind i omsætningssejlene
Berlingske Media har for første gang i mange år oplevet en stigende omsætning. (Arkivfoto). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Mathias Svold/Ritzau Scanpix
En digital satsning har været med til at vende flere års udvikling med faldende indtægter i Berlingske Media.
Efter en årrække med faldende omsætning har 2021 været et vendepunkt for Berlingske Media.
Mediekoncernen, der blandt andet står bag Berlingske og B.T., har i 2021 øget sin omsætning med tre procent til 756 millioner kroner.
Det er første gang i mange år, at omsætningen peger op for Berlingske Media. Det viser koncernens regnskab for 2021, der er offentliggjort onsdag.
Ud over dagbladene Berlingske og B.T. står Berlingske Media også bag Weekendavisen. Koncernen råder desuden over finansmediet Euroinvestor.
Berlingske Media forklarer selv den større omsætning med et stigende salg af digitale abonnementer og digitale annoncer.
Det har mere end kunnet modsvare et fald i indtægter fra printforretningen.
På driften har den større omsætning været med til at give et overskud på 72 millioner kroner. Det er 14 procent højere end driftsresultatet i 2020.
- Vi er stolte af resultatet, siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver for Berlingske Media.
- Vi driver en sund publicistisk forretning med frie, ansvarlige medier.
- For nogle år siden satte vi os for at blive en digital vinder. Tallene viser, at vi er godt på vej, siger koncernchefen i en pressemeddelelse.
I 2021 blev Berlingske Media ifølge sig selv landets største digitale mediehus med samlet 600 millioner månedlige sidevisninger for alle husets fire medier.
Hovedmediet Berlingske, der står for mere end halvdelen af både omsætningen og driftsoverskuddet, har i 2021 passeret 100.000 betalende abonnenter. Heraf er halvdelen digitale.
Også de tre andre medier har leveret fremgang i forhold til kunderne, påpeger Berlingske Media.
2021 blev også året, hvor Berlingske Media udvidede sit engagement i Radio Loud, som siden har ændret navn til 24syv.
Fra at have ejet 40 procent af selskabet bag radioen blev det sidste år øget til 91 procent.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde