Hvis Danmark skal undgå at komme ud i en gældsspiral, er der ingen vej uden om besparelser i de offentlige udgifter. Ellers skal skatterne stige selvom Danmark i forvejen har verdens højeste skattetryk.
Det slog nationalbankdirektør Nils Bernstein fast på en konference i Dansk Arbejdsgiverforening onsdag.
- Hvis det ikke er muligt at forøge skattetrykket, må væksten i de offentlige udgifter ned, hvis vi ikke skal komme ud i en løbsk gældsspiral. En vigende arbejdsstyrke og et stigende antal personer uden for arbejdsstyrken skærper problemstillingen, sagde Nils Bernstein.
Nationalbankdirektøren understregede, at det er væsentligt at forstå, at selvom det rent teknisk skulle lykkes regeringen at skabe finanspolitisk holdbarhed i 2015, er der stadig betydelige økonomiske problemer.
- Underskuddene vil nemlig vokse igen efter 2015, og det vil vare ved i flere årtier. Det vil markederne næppe acceptere, sagde Nils Bernstein.
Bernstein pointerede, at i disse år er der ikke plads til, at Danmark stifter mere gæld, der skal betales tilbage med renter. Det betyder, at den væsentligste konsolidering af økonomien må ske på udgiftssiden - altså må livremmen strammes ind på de offentlige udgifter.
De er steget voldsomt, selv om skiftende regeringer siden slutningen af 1990'erne har haft mål for væksten i de offentlige udgifter.
- De er stort set aldrig blevet overholdt. Dette skyldes, så vidt jeg kan bedømme, en kombination af fravær af effektive styringsredskaber vedrørende kommunerne og regionernes udgifter, og manglende styrke til at holde igen, når det kommer til stykket, sagde Nils Bernstein.
Bernstein erkender dog, at det ikke er let for politikerne.
- Jeg siger ikke det er nemt - tværtimod. Der er et umætteligt pres for højere offentlige udgifter, som det er svært at tøjle. Der er ikke noget, der tyder på, at presset bliver mindre, selv om udgiftsniveauet stiger, sagde han.
I forvejen er danskerne beskattet til det yderste på eksempelvis moms, afgifter, indkomstskat og registreringsafgifter set i forhold til andre lande.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker