Bernstein vil samle Nationalbank og tilsyn

Fremover skal finanskriser forebygges ved, at Nationalbanken samarbejder langt tættere med Finanstilsynet.

Det siger nationalbankdirektør Nils Bernstein til dagbladet Børsen.

Han foreslår en delvis fusion af Finanstilsynet og Nationalbanken. Så kan myndighederne gribe mere effektivt ind for at afværge fremtidige kriser ved at overvåge banker og realkreditinstitutter bedre, siger han.

- Vi kan se, at på det europæiske plan skærpes tilsynsaktiviteten både i forhold til enkelte banker og i forhold til det samlede finansielle system, siger nationalbankdirektøren.

Nils Bernstein mener, at opfølgningen på krisen handler om skærpede regler og mere effektiv tilsynsvirksomhed i bred forstand.

- Det kan vi se en tendens til i Europa og internationalt, som går i retning af en eller anden grad af fusion mellem centralbank og finanstilsyn. Det tror jeg kunne være en fordel for Danmark, siger Nils Bernstein til avisen.

Han mener, at ingen i Danmark eller i udlandet havde forudset, hvordan finanskrisen ville udvikle sig efter sammenbruddet i den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers i efteråret 2008.

Både Irland og Storbritannien har foreslået en fusion af centralbanken og finanstilsynet.

Den britiske finansminister George Osborne foreslog i sidste uge, at det britiske finanstilsyn splittes op, mens Bank of England (BoE)

får nye, vidtgående beføjelser i tilsynet med finansmarkederne.

/ritzau/

Finanskriser kan kun forebygges, hvis Finanstilsynet samarbejder langt tættere med Nationalbanken, måske sammenlægges, mener nationalbankdirektør Nils Bernstein

Offentliggjort Sidst opdateret