Besætning på dansk tankskib frigivet efter piratkidnapning
Besætningsmedlemmer fra tankskibet "Monjasa Reformer" blev kidnappet af pirater i marts. (Arkivfoto). Foto: -/Ritzau Scanpix
Samtlige besætningsmedlemmer, som blev kidnappet, er i "relativt god helbredstilstand", oplyser dansk selskab.
Seks besætningsmedlemmer fra et danskejet tankskib, som blev kidnappet af pirater, er nu frigivet.
Det oplyser det danske olie- og shippingselskab Monjasa, som ejer skibet, i en meddelelse.
- Alle seks besætningsmedlemmer, der blev kidnappet fra olietankskibet "Monjasa Reformer", er nu i sikkerhed, lyder det fra selskabet.
- Samtlige besætningsmedlemmer er i en relativt god helbredstilstand trods de vanskelige omstændigheder, de har levet under i mere end fem uger, lyder det videre.
Tankskibet blev angrebet i Guineabugten 25. marts og blev fem dage senere lokaliseret af den franske flåde ud for Congo.
På det tidspunkt havde piraterne forladt skibet og taget en del af besætningen med.
Ifølge selskabet var der 16 besætningsmedlemmer om bord på skibet, da det blev angrebet sent om aftenen lokal tid.
Ingen af besætningsmedlemmerne er danske.
Monjasa ønsker ikke at oplyse, hvor besætningsmedlemmerne helt præcist blev holdt fanget, men oplyser dog, at det var et sted i Nigeria.
Guineabugten er et af verdens mest berygtede havområder i forbindelse med piratangreb.
På den baggrund ønsker Monjasa politisk indblanding i forsøget på at komme problemerne til livs i området.
- Desværre viser denne og andre nylige og lignende kapringer i Guineabugten tydeligt et behov for fælles international politisk handling for at imødegå disse problemer én gang for alle, lyder opfordringen mandag.
- I den vestafrikanske region opfordrer Monjasa til sikre passageruter og sikre zoner under en international koalition.
- Vi vil fortsætte samarbejdet med vores partnere, myndigheder og andre rederier for et sikkert arbejdsmiljø for alle søfarende.
Monjasa har base i Fredericia, men opererer i store dele af verden. Selskabet handler og leverer blandt andet brændstof til skibe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned