Beskæftigelsen i Danmark faldt i første kvartal med 0,4 procent, idet der var 9900 færre beskæftigede personer. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Faldet kan både tilskrives færre beskæftigede i det offentlige og i det private erhvervsliv.
I den offentlige sektor faldt beskæftigelsen med 4200 personer. I det private var der 5300 færre personer ansat.
Tallene vækker bekymring i erhvervslivet, og på det politiske niveau anklager Socialdemokraterne regeringen for at have ført en fejlslagen politik.
- Nulvækst og nedskæringer har bragt Danmark tilbage i recession. De nye tal viser, at der bliver færre job, konstaterer Morten Bødskov, finansordfører hos Socialdemokraterne.
Han mener, at der er brug for en vækstpakke med fremrykning af offentlige investeringer og straksafskrivninger til virksomheder for investeringer i maskiner.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener dog, at der er mange tegn på, at økonomien er i bedring.
- De seneste tal for den private beskæftigelse skyldes blandt andet det hårde vintervejr, som lægger en dæmper på bygge- og anlægsområdet, siger ministeren.
Han mener, at boligjob-ordningen, mere støttet boligbyggeri samt projekterne med Fehmern-broen og Metrobyggeriet vil trække beskæftigelsen i erhvervet op.
Organisationen DI peger på, at arbejdsmarkedet fortsat bløder.
- Vi bliver nødt til at væbne os med tålmodighed i forhold til en reel vending på det private arbejdsmarked, siger Lasse Bank, arbejdsmarkedskonsulent i DI.
I Dansk Erhverv konstaterer økonom Mira Lie Nielsen, at arbejdsmarkedet balancerer på en knivsæg mellem stigning og fald.
Hun mener, at der kan være tale om en stigning i den private beskæftigelse, hvis man tæller dem med, der pendler til og fra Danmark for at arbejde.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker