Beskæftigelsen sætter igen rekord: Stiger med 4800 personer
Medicinalindustrien er stærkt medvirkende til at trække andre brancher med op, når det gælder beskæftigelsen i Danmark. Det vurderer økonomer oven på nye beskæftigelsestal. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Beskæftigelsen steg med 4800 personer i oktober og satte igen rekord med 3.034.300 lønmodtagere.
Beskæftigelsen er et af dansk økonomis stærkeste nøgletal og vigtigste strømpile.
Derfor er der godt nyt at hente i Danmarks Statistiks opgørelse over beskæftigelsen i oktober, som er offentliggjort torsdag.
Den viser, at der var 3.034.300 personer i lønmodtagerjob, hvilket er en stigning på 4800 personer i forhold til måneden før.
Stigningen er fordelt med 300 personer i den private sektor og 1500 i den offentlige sektor. For de resterende 300 personers vedkommende er der ingen oplysninger om, hvilken sektor de hører til.
Set over det seneste år er der kommet 31.700 flere personer i arbejde, og der har været fremgang i jobtallene hver eneste måned.
Det er en noget bedre udvikling, end de fleste økonomer turde tro på for et år siden.
- En del af forklaringen er naturligvis succesen i industrien. Mest markant selvfølgelig i medicinalindustrien, men resten af industrien klarer sig faktisk også rigtig fint i øjeblikket.
- Derudover er det også medvirkende til at skabe beskæftigelsesfremgang i andre brancher, herunder for eksempel byggeriet, når industrivirksomhederne bygger nye fabrikker, skriver Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit, i en kommentar til tallene.
Spørgsmålet er, om jobvæksten vil fortsætte ind i 2025. Det er ikke sikkert, mener Las Olsen, der er cheføkonom i Danske Bank.
- Som vi ser det, er der nu ganske mange ansatte set i forhold til, hvor stor produktionen er, når man ser bort fra medicinalindustrien.
- Det burde give plads til, at væksten 2025 kan ske uden nødvendigvis at ansætte flere, eller måske ligefrem selv om nogle virksomheder skærer ned.
- Men ind til videre går det altså ikke den vej, og når vi ser på virksomhedernes egne forventninger, så peger de også mod flere ansatte, ikke færre, skriver han i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker