Alt kan efterhånden købes på nettet - og nu også begravelser. En ny netportal vil gøre det muligt for efterladte pårørende at planlægge en begravelse med få klik på musen.
Ifølge Ole Holm, administrerende direktør i netbedemanden bedrebegravelse.dk, skal det være et billigere alternativ til de traditionelle bedemænd.
- Der har ikke været nogen konkurrence på markedet for begravelser - og det har kostet forbrugerne dyrt, siger han i en pressemeddelelse.
Bedemandsbranchen har da også løbende været i søgelyset for meget høje avancer og uigennemsigtige priser.
Blandt andet Forbrugerrådet har ofte haft et kritisk blik på de danske bedemænd, senest i september-udgaven af magasinet Tænk.
Her ønskede kun 25 ud af 132 bedemandsforretninger at oplyse deres priser til en sammenligning af priserne.
Hos de 25 forretninger ligger priserne hos de traditionelle bedemænd mellem 9000 og små 14.000 kroner for en begravelse. En såkaldt Gør Det Selv bedemand adskiller sig ved at tilbyde begravelsen til 6670 kroner.
Regningen fra bedrebegravelse.dk vil lyde på ca. 5400 kroner.
Direktøren siger, at han vil tilbyde den samme service og kvalitet som hos de traditionelle bedemænd. Men bestillingen adskiller sig ved at foregå på nettet. For 49 kroner ekstra kan man tale med en medarbejder over telefonen.
Chefkonsulent i Forbrugerrådet Martin Salamon kender endnu ikke den nye netbedemand, men hilser generelt alle former for nytænkning, der kan spare forbrugerne penge og gøre branchen mere gennemskuelig, velkommen.
- Vi ser positivt på alle nye tiltag, som kan bringe innovation ind i bedemandsbranchen, velkommen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde