Bestseller er flov over kræfttøj

Danmarks største tøjvirksomhed erkender at have begået en brøler ved at undlade at informere om deres salg af kræftfremkaldende tøj. Det skriver DR Nyheder.

I løbet af de seneste to år har Bestseller-butikken "Name It" solgt 13.000 stykker tøj med det forbudte azo-farvestof, som i værste fald kan give blærekræft.

Bestseller undlod at informere bredt om fejlen og valgte i stedet at sætte små notitser op i butikkerne og på deres hjemmeside om, at tøjet skal returneres.

Bestseller erkender nu fejlen.

- Vi må erkende, at vi har ikke været klar over, at der var andre krav - ligesom vi må erkende, at det ikke er den mest effektive måde at gøre det på. Vi er flove og kede af det, siger kommunikationschef i Bestseller Bo Terp til DR Nyheder.

Virksomheder er forpligtet til at indberette til myndighederne, hvis de har solgt produkter, der kan være farlige. Nu vil Bestseller lave sin procedure om.

- For det første vil vi selvfølgelig kommunikere med de relevante myndigheder, og for det andet vil vi også annoncere i dagspressen, og så vil vi fortsat bruge vore butikker og vores hjemmeside, siger Bo Terp.

Nu gælder det først og fremmest om at få kaldt de 13.000 stykker tøj tilbage.

- Vi vil skærpe kontrollen med at tælle antallet af produkter, der kommer tilbage. Og hvis antallet af produkter, der kommer tilbage, er utilfredsstillende, så må vi gøre yderligere tiltag og i det hele taget slå mere på tromme, siger Bo Terp til DR.

/ritzau/

Tøjvirksomheden Bestseller erkender at have fejlet i selskabets reaktion efter salg af sundhedsfarligt tøj.

Offentliggjort Sidst opdateret