Bilfirmaet Autocentro vokser

Foto: Flemming Karlsen

Autocentro med afdelinger i Rødbyhavn og Nykøbing har overtaget Verner Krastrup Automobiler, Vordingborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bilfirmaet, som 58-årige Niels Christian Krag startede på Færgevej i Rødbyhavn i 1979, vokser dermed fra de nuværende omkring 55 til knapt 70 medarbejdere, og til en samlet årsomsætning på over 100 millioner kroner.

Verner Krastrup Automobiler forhandler bilmærket Mitsubishi og Kia - sidstnævnte forhandles også af Autocentro, der desuden har forhandling og service af Fiat og Alfa Romeo.

En vigtig del af Autocentro er Fiat Professional, der står for leveringen og serviceringen af varebiler til erhvervslivet. Med købet udvider Autocentro denne gren af virksomheden med en afdeling i Vordingborg.

- Så har vi fat i begge ender af byggeriet, siger administrerende direktør Niels Christian Krag med henvisning til, at virksomheden ikke mindst går målrettet efter markedet i forbindelse med byggeriet af både Femern Bælt-forbindelsen og den nye Storstrømsbro.

Det er Jakob Kruse fra Autocentro i Nykøbing, der nu bliver direktør for Verner Krastrup Automobiler, og får sin fremtidige arbejdsplads i Vordingborg:

- Verner Krastrup og jeg har kendt hinanden en del år gennem forhandlingen af Kia, fortæller Jakob Kruse, der bliver chef for de 15 medarbejdere i Vordingborg.

Verner Krastrup har lige som Niels Christian Krag bygget sin forretning op “fra bunden”. Nu ønsker han at trække sig tilbage, og har i Autocentro fundet en køber med samme værdier:

- Jeg kunne ikke tænke mig nogen bedre til at overtage min forretning, hedder det fra Verner Krastrup i forbindelse med salget.

Det er formelt anpartselskabet LF Holding á 2004, der køber Verner Krastrup Automobiler. Det er også holdingselskabet, der ejer Autocentro i henholdsvis Rødbyhavn og Nykøbing.

LF Holding á 2004 ejes af fem medarbejdere. Foruden Jakob Kruse er det Palle Hansen, Jimmy Nielsen, Thomas Pedersen og Ole Leth. Sidstnævnte rykker i forbindelse med købet i Vordingborg fra Autocentro i Rødbyhavn til Nykøbing.