Bilforhandlere i historisk krise

Branchen er kørt i grøften, og der er lang ventetid på hjælp. Danskernes mangel på lyst og vilje til at købe nye biler betyder, at autobranchen er klemt hårdt.

Hos revisionsfirmaet Deloitte kalder men krisen for historisk. Og en analyse viser, at halvdelen af de store aktører på markedet kom ud af seneste regnskabsår med underskud.

- Bilsalget er faldet brat med finanskrisen. De dårlige konjunkturer rammer så hårdt, fordi branchen stadig står med en række grundlæggende strukturelle problemer, siger Peter W.Ø. Larsen, leder af Deloittes Markedsgruppe Auto.

Forhandlerne bør se nærmere på, hvad de kan tjene penge på. Salget af nye biler er ofte forbundet med omkostninger, som ikke står mål med fortjenesten, siger Peter W.Ø. Larsen.

Omkostningerne er fordoblet på fem år, der er investeret i dyre bilhuse, og lønningerne er steget markant. Mekanikerlønningerne - og dermed også prisen på reparationer - er vokset med 40 procent siden 2000, hvor de almindelige prisstigninger ligger på 22-23 procent.

De små biler udgør i dag næsten 50 procent af nybilsalget. Det er en fordobling på siden 2001. De små biler giver en lavere avance både ved salg og på eftermarkedet.

/ritzau/

Det går rigtigt skidt for salget af biler i Danmark. Bilforhandlerne er i historisk krise

Offentliggjort Sidst opdateret