Danskerne har igen fået smag for nye biler. Salget af personbiler steg med hele 36,8 procent i december.
I alt blev der solgt 11.790 biler i december mod 8619 samme måned året før. Det bringer det samlede salg op på 112.436 personbiler sidste år.
I november blev 17 måneders salgstørke brudt med en lille stigning, og de Danske Bilimportører mener, at opturen nu endelig har fået fat.
- Vi forventer en fortsat positiv udvikling over de kommende måneder, selv om det formentlig ikke bliver den betydelige vækst, som vi har set i december, siger Bent Mikkelsen, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører, i en pressemeddelelse.
Cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian peger på, at den store fremgang i bilsalget skal ses i lyset af, at danskerne i december stod med udsigten til markant lavere boligrenter og en lavere skat.
- Meget tyder på at kombinationen af rentefald og skattelettelser virker. Egentlig ikke så overraskende, da den samlede indkomstfremgang er af en anselig størrelsesorden, skriver han i en kommentar.
Han hæfter sig ved, at bilsalget i december er på det højeste niveau siden finanskrisen brød ud i lys lue i efteråret 2008. Der er dog stadig et stykke op til decembersalget i 2007, hvor der blev solgt 14.000 biler.
Alligevel ser Steen Bocian fremgangen i bilsalget som et tegn på, privatforbruget er ved at komme i gang igen.
- Meget tyder på, at der i slutningen af 2009 begyndte at komme gang i forbruget. Bilsalget steg kraftigt og samme tendens så vi i dankort-omsætningen. Det er glædeligt for dansk økonomi, fastslår Steen Bocian.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde