Bilsalget gik stærkt frem i juli

Salget af personbiler fortsætter med at stige. Det viser nye tal fra De Danske Bilimportører.

I juli blev der solgt godt 11.000 nye personbiler, hvilket er 21,3 procent flere end i samme måned året før. Der er dermed ikke tegn på, at den fremgang, som nu har varet i ni måneder, er ved at aftage, oplyser bilimportørerne.

- Det er en særdeles tilfredsstillende udvikling. Markedet har vist sig robust, og vi oplever en velfunderet efterspørgsel, hvor ikke mindst brændstoføkonomien er i fokus, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Han er positiv, hvad angår udsigterne for resten af året.

- Bilmarkedet har traditionelt været meget konjunkturafhængigt, men vi oplever et ganske stærkt marked i øjeblikket, hvor også den meget lave rente bidrager positivt, siger Bent Mikkelsen.

Flere penge hos forbrugerne som følge af skattelettelser samt mange bilisters ønske om en bedre brændstoføkonomi gør, at der er stor efterspørgsel på biler med moderne miljøteknologi.

- Hvis ikke den generelle økonomiske situation forværres markant, forventer vi, at væksten vil fortsætte resten af 2010, dog formentlig med lidt mere afdæmpede vækstrater, siger Bent Mikkelsen.

Markedet for varebiler har de seneste måneder vist tegn på en stabilisering, men markedet tog i juli endnu et markant dyk med en tilbagegang på 16 procent.

Nyregistreringer af lastbiler steg i juli for første gang siden 2008. Dette marked steg med knap 15 procent sammenlignet med samme måned året før.

/ritzau/

Salget af nye biler steg kraftigt med godt 21 procent i juli sammenlignet med samme måned året før - og der er ingen tegn på en bremse på væksten.

Offentliggjort Sidst opdateret