BioNTech forventer at vaccine fungerer mod coronavarianter
Vaccinen fra Pfizer/BioNTech virker ifølge BioNTech indtil videre på kendte coronavarianter. (Arkivfoto) Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Arnd Wiegmann/Reuters
Hvis BioNTechs coronavaccine ikke skulle vise sig at fungere mod coronavarianter, er der en plan klar.
Indtil videre ser coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech ud til at have en effekt over for varianter af virusset.
Uanset er der en plan klar til, hvis der bliver behov for at tage særligt hånd om coronavarianter.
Det fortæller det tyske firma mandag i forbindelse med sit regnskab for første kvartal af 2021.
- Til dato er der ingen beviser for, at en tilpasning af BioNTechs nuværende covid-19-vaccine er nødvendig mod en række af nye varianter.
- På trods af dette har BioNTech udviklet en omfattende strategi for at imødegå disse varianter, hvis behovet opstår i fremtiden, skriver BioNTech i en pressemeddelelse.
Som en del af den strategi er BioNTech i gang med at undersøge effekterne af en tredje dosis af vaccinen, som er blevet udviklet i samarbejde med Pfizer.
I øjeblikket modtager man kun to doser af vaccinen for at blive beskyttet bedre mod coronavirus.
Ifølge BioNTech vil man undersøge, om en tredje dosis forlænger beskyttelsen mod både coronavirus og nye varianter af virusset.
Derudover ønsker BioNTech at undersøge, om der skal arbejdes på en vaccine, der er modelleret efter specifikke varianter.
- Målet med denne undersøgelse er at undersøge den regulatoriske vej, som BioNTech og Pfizer ville følge, hvis coronavirus skulle ændre sig nok til at kræve en opdateret vaccine, skriver BioNTech.
Selskabets undersøgelse er startet i marts i år.
Indtil videre er der blevet leveret mere end 450 millioner doser af vaccinen fra Pfizer og BioNTech. Det er sket til 91 lande i hele verden.
Danmark er et af de lande, der får vaccinen. Faktisk er det med afstand den mest benyttede vaccine herhjemme.
Globalt er der foreløbigt lavet aftaler om levering af mere end 1,8 milliarder doser af vaccinen i 2021, oplyser BioNTech.
De første aftaler for leveringer i 2022 og fremefter er også underskrevet.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker