Bitcoinpris falder efter Tesla-ejers Twitter-svar på ét ord
Med en tvetydig udtalelse om Teslas bitcoin-beholdning bidrager Elon Musk til usikkerhed om kryptovalutaen.
Når elbilselskabet Teslas topchef, Elon Musk, udtaler sig, følger markedet tæt med.
Og søndag udspillede sig et godt eksempel på, hvor stor en indflydelse den karismatiske og utraditionelle topchef har.
Efter et tvetydigt opslag på blot et enkelt ord på Twitter fra Musk dalede bitcoin-værdien nemlig ganske betydeligt.
Ifølge amerikanske NBC News faldt kryptovalutaens værdi med omkring otte procent til under 45.000 dollar efter topchefens opslag, som muligvis indikerer, at Tesla har solgt eller vil sælge sin beholdning af bitcoin.
Musks udtalelse på blot et enkelt ord kom i en debat med den anonyme Twitter-bruger CryptoWhale.
- Bitcoin-ejere kommer til at ærgre sig voldsomt næste kvartal, når de finder ud af, at Tesla har solgt resten af deres bitcoin-beholdning, skrev CryptoWhale på det sociale medie og fortsatte:
- Med alt det had, som Elon Musk bliver mødt med, så kommer jeg ikke til at bebrejde ham det.
Til det svarede Tesla-topchefen blot:
- Helt bestemt ("indeed", red.).
Musk har dog ikke umiddelbart uddybet, om han blot er enig i, at han ofte får kritik, eller om tweetet rent faktisk er en bekræftelse af, at Tesla har solgt sin beholdning af bitcoin.
Sidste uge oplyste Musk, at Tesla ikke længere vil godtage bitcoin som betaling for selskabets elektriske biler. Det skyldes hensyn til miljøet, forklarede Tesla-topchefen.
Det bidrog ifølge nyhedsbureauet til et fald på 17 procent i bitcoins værdi sidste uge.
Det var i februar, at Tesla kunne meddele, at selskabet havde købt bitcoin til en værdi af 1,5 milliarder dollar.
I forbindelse med det seneste kvartalsregnskab stod det dog også klart, at selskabet allerede havde solgt ud af beholdningen.
Salg af bitcoin bidrog ifølge CNBC med 101 millioner dollar på bundlinjen i et regnskab, hvor Musk i øvrigt kunne fremvise rekordoverskud.
Det er en kendt sag, at udvinding af bitcoin er baseret på komplicerede og tidskrævende dataprocesser, som kræver særligt udviklede dataanlæg i store centre. Det sker blandt andet i lande, hvor elektriciteten kommer fra kulkraftværker.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub