Bo-Hus hædret med initiativpris fra DI

Bo Jørgensen (tv.), direktør for Bo-Hus A/S, får overrakt DI Lolland-Falsters InitiativPris 2021 af formand for DI Lolland-Falster, Kim Frimann, og Guldborgsund-borgmester John Brædder. Med prisen fulgte også maleriet "Vi tager den på øjemål" af Arne Finnermann. Foto: Anders Knudsen

Nykøbing-virksomheden Bo-Hus A/S fik tirsdag overrakt DI Lolland-Falsters Initiativ-Pris 2021.

Offentliggjort Sidst opdateret

DI Lolland-Falsters Initiativpris 2021 blev tirsdag overrakt til Bo-Hus A/S i byggevirksomhedens iøjnefaldende domicil ud mod Skovalleen.

Bo-Hus udfører primært hoved- og totalentrepriser, men tilbyder også murer-, tømrer- og andre enkeltstående opgaver med udgangspunkt fra Nykøbing.

Formand for DI Lolland-Falster, Kim Frimann, og borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder, overrakte prisen til Bo-Hus' direktør Bo Jørgensen for virksomhedens fokus på bæredygtigt byggeri, for at tage socialt ansvar og for at skabe flotte økonomiske resultater.

Det seneste årsregnskab for 2020 vidner også om en virksomhed med stærk drift. Nettoomsætningen ligger på lige over 200 millioner kroner mod 125 millioner kroner i 2019. Resultatet var på 10 millioner kroner efter skat, hvilket er en fordobling i forhold til 2019.

Bo Jørgensen takkede medarbejderne, da det ifølge ham i høj grad er dem, der skaber resultaterne og fører idéerne ud i livet. Foto: Anders Knudsen

Udvikler lokalområdet

- Bo-Hus er et lysende eksempel på en virksomhed med vækstambitioner, som fokuserer på at være til stede lokalt, skabe gode relationer og udvikle vores område. Bo Jørgensen og hans medarbejdere har skabt en attraktiv arbejdsplads, der kan tiltrække kompetente medarbejdere og sikre udvikling inden for bæredygtigt byggeri, siger Kim Frimann.

Bo-Hus har på det seneste været involveret i projekter som 52 lejligheder i Stengade/Sundbystræde i Nykøbing, Skovbørnehaven Søruphus i Eskilstrup og seniorbofællesskabet MariBoligerne i Maribo. Derudover er Bo-Hus i gang med prestigeprojektet med at bygge den nye Sundskole, som bliver den første permanente svanemærkede skole i Danmark.

Derudover har Bo-Hus også opført lejligheder på blandt andet Østerbro i København og Tårnby på Amager.

- Jeg er superstolt over, at vi har en virksomhed i Nykøbing Falster, der har en størrelse, der også kan håndtere større opgaver uden for landsdelen, for det kan ikke være rigtigt, at vi altid skal betjenes af sjællændere og jyder. Så tusind tak for det I gør for vores område, sagde John Brædder ved prisoverrækkelsen.

DI Lolland-Falsters InitiativPris uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de små og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.
Det er bestyrelsen i den pågældende regionalforening, der udpeger modtager af Initiativprisen.
Kriterierne for initiativprisen er blandt andet:
- At virksomheden ikke må have over 100 ansatte.
- At virksomheden gennem gennem en kortere årrække har skabt grundlag for vækst.
- Der bliver også lagt vægt på udviklingen i omsætning, årets resultat, egenkapital og/eller antal ansatte de seneste år.

Tager socialt ansvar

Han roste også Bo-Hus for at lægge vægt på at skabe lokale arbejdspladser og for at kære sig om bæredygtigt byggeri og genbrug.

- I tager også et kæmpe socialt ansvar. Det er rigtig velset hos kommunen, fordi især i disse år er der mulighed for, at alle kan få et job, hvis bare man kan finde ud af, hvad folk er gode til. Der skal store pædagogiske evner til for at løfte opgaven, og der har I fundet en måde at gøre det på, så der også er den fornødne tid til at tale med folk på kanten af arbejdsmarkedet, sagde John Brædder.

- Det er vigtigt for os, at vi hele tiden kan tiltrække de rigtige medarbejdere, og vi føler et ansvar for at skabe et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle. Det gælder ikke mindst i denne tid, hvor der er udbredt mangel på arbejdskraft, siger Bo Jørgensen.

Mere synlighed

Bo-Hus har arbejdet med bæredygtighed og social ansvarlighed i mange år, men først de seneste år gjort mere ud af at synliggøre det udadtil og ikke mindst indadtil.

- Det er vigtigt, at vi synliggør, at bæredygtighed er en vigtig del i det at drive virksomhed, så medarbejderne kan se værdien af det, og det kan alle nu lige fra lærlinge over svende til inde på kontoret. Når man så får et klap på skulderen for det, så er kæden ligesom sluttet på den rigtige måde, siger Bo Jørgensen.

Bo-Hus har i øvrigt netop afsløret planer for et nyt projekt til 150 millioner kroner kaldet Kystparken, som skal bestå af 76 nye seniorboliger på et område afgrænset af Kystvej, Niels Nielsensgade og H.P Jensensgade.

Det bliver også et bæredygtigt certificeret byggeri, som der nu er ved at blive lavet lokalplan for.