Boligejere kan se frem til højere renter

Den lille eksklusive klub af boligejere, som allerede har fået deres variabelt forrentede lån tilpasset i oktober, kan så småt begynde at finde vindersmilet frem ved middagsbordene, skriver dagbladet Børsen.

De undgår nemlig et lille rentehop, som vil slå igennem før langt hovedparten af de danske flekslånere skal have fornyet deres obligationer her til december, vurderer økonomerne i storbanken Nordea over for avisen.

- Vi vurderer, at renterne nu er begyndt deres opstigning fra bunden, og at det kommer til at smitte af på de kommende renteauktioner. Hoppet bliver langtfra voldsomt, men dog til at få øje på, siger cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen.

Ifølge Nordeas analyse kommer den korte fleksrente til at vokse fra oktober måneds historisk lave 1,33 procent til stadig ret lave 1,5 procent i forbindelse med renteaktionerne til december.

I kroner og ører vil det indebære en stigning fra 1.055 kroner til 1.117 kroner om måneden for et 1-årigt variabelt og afdragsfrit lån på en million kroner.

Baggrunden for det kommende rentehop er ifølge Helge Pedersen den glædelige, at den europæiske økonomi så småt har fået lagt sommerens voldsomme uro omkring de sydeuropæiske landes gældsproblemer bag sig.

- Vi ser stadig mere sikre tegn på, at det er lykkedes at inddæmme gældsproblemerne med de store lånepakker fra EU og IMF, og at økonomien i euroområdet derfor lige så langsomt er påbegyndt vejen hen i mod en egentlig normalisering, siger Helge Pedersen.

/ritzau/

Ifølge økonomer går vi inden længe et mindre rentehop i møde. Det vil medføre en stigning for de danske flekslånere.

Offentliggjort Sidst opdateret