Det er lige nu historisk billigt at låne til en bolig. Faktisk er renten på to år faldet fra 5,74 procent til 3,57 procent, viser tal fra Nationalbanken.
- Renten er faldet siden 2008 og er i dag på et historisk lavt niveau. Det betyder lave renteomkostninger for landets 1,6 millioner boligejere, siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet, i en kommentar til rentestatistikken.
- I 2011 betalte boligejerne i gennemsnit 31.200 kroner i renter om året før skat. Det er en klækkelig årlig besparelse på 13.500 før skat i forhold til 2008, siger underdirektøren.
Peter Jayaswal understreger, at de store rentebesparelser er godt for danske boligejeres økonomi. Men at man skal huske, at den meget lave rente skyldes stor økonomisk usikkerhed og svag vækst i Danmark og Europa.
- Hvis der kommer fremgang og mere optimisme rundt omkring, vil renten stige igen, siger Peter Jayaswal.
Sidste år blev der samlet betalt 63 milliarder kroner i renter på danske husholdningers realkreditgæld. Så sent som i 2009 var tallet 90 milliarder.
Faldet er sket på trods af større gæld og skyldes både lavere rentesatser og omlægning af lån til lavere, variable renter.
- Husholdningerne har benyttet sig af de billige lånemuligheder og har dermed gjort renteudgifterne mindre belastende, selv i en situation med svag indkomstudvikling, siger Karsten Beltoft, direktør i Realkreditforeningen.
Han påpeger også, at man ikke må være blind for, at renten kan stige igen, men den positive side er altså, at de fleksible lånemuligheder har ydet et vigtigt bidrag, til at lavkonjunkturen er blevet mindre hård end den ellers ville have været.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned