Boligejere skal betale forskellig skat

To naboer med samme størrelse grund, samme grundværdi og samme fradrag kan fra næste år blive opkrævet forskellige beløb i skat, skriver Jyllands-Posten.

Det er ifølge skatteeksperter konsekvensen af en lov, som regeringen vil indføre for at lovliggøre en ulovlig opkrævning af ejendomsskatter, som har stået på siden 2005.

- Jeg har aldrig set sådan noget før i min karriere. Det er helt urimeligt, at der lægges op til en forskelsbehandling, som udelukkende skyldes fejl fra det offentliges side, siger skatteadvokat Tommy V. Christiansen fra Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.

Boligejere har ret til et skattefradrag i 30 år, efter at deres grunde blev byggemodnet, men flere hundredetusinde danskere har fået for lave fradrag og dermed betalt for meget i skat.

Hvis de klager i år, kan det reducere de kommende års skat, så længe det 30-årige fradrag løber, men venter boligejerne til næste år - når den nye lov er trådt i kraft - vil skatten ikke blive reduceret fremadrettet, påpeger eksperterne.

- To naboer med identiske grunde, og som begge har fået forkerte fradrag, kan se frem til at blive beskattet forskelligt, alene fordi de klager på forskellige tidspunkter. Det er uhensigtsmæssigt og efter vores vurdering ikke rimeligt, siger Lise Sand, chefkonsulent i Dansk Industri.

Indenrigsminister Bertel Haarder (V) er ikke bekendt med, at danskere risikerer at blive forskelsbehandlet, hvis hans lovforslag vedtages.

- Jeg har ikke hørt om nogen forskelsbehandling, så det overrasker mig, siger han.

/ritzau/

To naboer med ens huse risikerer fra næste år at skulle betale forskellige beløb i skat.

Offentliggjort Sidst opdateret