Boligejere slår rekord med realkreditlån
Der er foretaget rekordmange realkreditlån i årets andet kvartal, viser nye tal fra Finans Danmark. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I årets andet kvartal optog boligejere realkreditlån på 38,4 milliarder kroner til køb af huse og lejligheder. Lolland er blandt de kommuner, hvor boligkøbere har optaget flest lån.
De seneste måneder har der fortsat været en stor interesse for boligkøb. Og det kan ses i tallene for realkreditlån, som er blevet optaget i april, maj og juni.
Det viser en opgørelse, som finansinstitutternes brancheorganisation Finans Danmark laver hvert kvartal.
Boligejere har i årets andet kvartal optaget realkreditlån på i alt 38,4 milliarder kroner til køb af huse og ejerlejligheder. Det er det højeste siden statistikkens begyndelse i 1995.
- Det undrer mig ikke, at udlånet til boligkøb er så højt, som det er. Vi har været vidner til et boligmarked i rivende udvikling og med et historisk højt antal handler, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
Interessen gælder det meste af landet. I 95 af landets 98 kommuner er der givet flere realkreditlån til køb af bolig i forhold til samme periode sidste år.
I kommuner som Herning, Frederikshavn, Kerteminde og Lolland har boligkøberne optaget flest lån til køb af ny bolig i forhold til samme periode sidste år.
De har alle en stigning på over 80 procent, viser opgørelsen fra Finans Danmark.
På landsbasis er der det seneste kvartal givet 41 procent flere realkreditlån til køb af huse og ejerlejligheder.
Ifølge Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank ser tendensen ud til at fortsætte.
- Jeg forventer fortsat en stigning i realkreditlånene. Boligmarkedet og den danske økonomi har det godt på trods af en coronakrise, siger Jeppe Juul Borre.
Han mener, at det er vigtigt at bemærke, at selv om der er kommet en stor stigning det seneste kvartal, er stigningen på det samlede udlån vokset mere beskedent med blot fire procent.
- Den samlede udlånsvækst er egentlig ganske moderat, og det er altså ikke noget, der skiller sig ud i et historisk perspektiv. I tiden op til finanskrisen steg lånene med mere end ti procent om året, og der står vi slet ikke i dag, siger Jeppe Juul Borre.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned