Boligejere strømmer til flekslånene

Egentlig burde det have været i 2010, danskerne flokkedes om sikre boliglån, for det har været historisk billigt at få betalt af på gælden eller sikre sig mod rentestigninger.

De fleste boligejere gjorde imidlertid det stik modsatte, skriver Politiken torsdag.

De sikre fastforrentede låns andel af boligejernes gæld er faldet 6,5 procentpoint i årets løb, så de nu kun udgør 35 procent.

Og folk strømmer over i de mere usikre flekslån, hvor renten typisk ændrer sig en gang om året, viser nye tal fra Realkreditrådet.

- Det virker umiddelbart paradoksalt, at folk forlader de fastforrentede lån i et år, hvor der i perioder har været gode muligheder for at sikre sig en fast rente på 4 procent, hvilket er virkelig lavt, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark til Politiken.

Årsagen er imidlertid, at det usikre alternativ har været endnu billigere. Faktisk så meget billigere, at forskellen på fleksrenten og den faste rente er tæt på historisk stor.

- Og den fristelse har de færreste åbenbart kunnet stå for, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Afdragsfri flekslån udgør nu 43 procent af boligejernes gæld, og det er alarmerende, vurderer boligøkonom Morten Skak fra Syddansk Universitet.

- Hvis huspriserne er faldet, når man skal sælge, ender man med stor personlig gæld, siger Morten Skak til Politiken.

/ritzau/

Eksperter advarer: Alt for mange danskere vælger afdragsfri flekslån, selv om sikre lån er historisk billige.

Offentliggjort Sidst opdateret