Boligejeres appetit på nye lån når højeste niveau i fire år
22.975 boligejere eller virksomheder indhentede i februar tilbud på et nyt realkreditlån. Det er det højeste antal i fire år. (Arkivfoto) Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Mulighed for at skære en bid af de månedlige boligudgifter får boligejere til at omlægge lån i stor stil.
Udsigt til en besparelse på de månedlige boligudgifter fik tusindvis af boligejere til at se sig om efter et realkreditlån med lavere rente i februar.
Helt præcist blev der indhentet 22.975 lånetilbud i februar. Det er en stigning fra 15.478 sidste år og det højeste niveau for en februar siden 2015.
Det viser tal fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for finanssektoren i Danmark - herunder bankerne.
Dermed er udviklingen fortsat fra sidste år. 2019 bød samlet på flere end 400.000 lånetilbud som følge af store rentefald, hvilket var det højeste antal i 14 år.
Ifølge Peter Jayaswal, der er direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, er det især udsigt til lavere priser, der giver appetit på at lægge om.
- Boligejerne udnytter i høj grad de lave renter til at omlægge deres fastforrentede lån til et billigere lån og forbedrer dermed deres boligøkonomi.
- Derudover kan det også give boligejerne ro i maven at fastlåse renten, hvis man omlægger fra et variabelt til et fastforrentet lån, siger han i en skriftlig kommentar.
De kommende måneder vil også give boligejere gode muligheder for at omlægge lån til en lavere renter.
Coronavirusset har skabt usikkerhed på de globale finansmarkeder, og det har sendt renterne ned på de obligationer, som ligger bag danskernes boliglån.
- Renten har kun kendt én vej siden begyndelsen af 2020, og det er ned. Det er frygten for, hvad coronavirus betyder for økonomien, der trykker renterne i bund, siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Ser vi fremad, så er der potentiale til, at rentefaldet kan sætte fut under konverteringerne, selv om det sker på en trist og negativ baggrund med sygdom, siger han i en skriftlig kommentar.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned