Boligejerne bør betale mere i ejendomsskat

Statskassen mister milliarder, og boligejerne forgyldes, når VK-regeringen og regeringsalternativet S og SF ikke vil ændre boligbeskatningen.

Siden 2002 har ejendomsværdibeskatningen været fastfrosset i kroner og ører i stedet for at følge med inflationen. Men det bør der laves om på.

Det mener et stort flertal på 79 procent af landets førende økonomer i Ritzaus Økonomiske Panel - svarende til 26 økonomer.

Cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen siger, at den fastfrosne boligskat er skadelig på flere måder:

- Det udhuler indtægterne for staten. Det vil i princippet sige, at det er en kilde til langsigtet uholdbarhed i de offentlige finanser. Det har også - sammen med nye lånetyper og lave renter - været med til at puste boligboblen op.

Ritzau: Kan man dermed sige, at VK-regeringens økonomiske politik i 00'erne har været med til at forværre situationen?

- Ja, det kan man godt. Fastfrysningen af boligbeskatningen har været med til at puste boligboblen op samtidig med, at der blev indført nye låneformer, svarer Jes Asmussen.

Økonomerne i panelet er dermed enige med de økonomiske vismænd og EU-Kommissionen i, at Danmark bør ophæve den del af skattestoppet, der fastfryser skatter i kroner og ører.

Vismændene har peget på, at blev det ophævet fra en bestemt dato, og ejendomsværdiskatten derefter steg i takt med boligpriserne, ville det ikke ramme boligejerne hårdt.

- Det er klart, at vi står i en situation lige nu hvor det ikke er tid at lave en ændring i ejendomsbeskatningen. Men på sigt bør den ændres, og det vil også virke regulerende på boligmarkedet, siger Jes Asmussen.

Kun 18 procent af økonomerne - i alt seks økonomer - vil bevare den fastfrosne boligskat. En økonom, svarende til tre procent, har ikke taget stilling.

/ritzau/

Boligejerne forgyldes med den fastfrosne boligbeskatning. Men det bør der laves om på, mener førende økonomer.

Offentliggjort Sidst opdateret