Boligejerne på LF er forsigtige låntagere

Det konkluderer Nykredit på baggrund af en rundspørge blandt mere end 7.000 kunder i hele landet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Renten på realkreditlån er næsten historisk lav og det har fået godt 17 procent af Nykredits kunder på landsplan til at konvertere et fastforrentet realkreditlån til et mere risikobetonet variabelt lån. Til sammenligning har 14 procent af låntagerne i Guldborgsund Kommune konverteret til lån med variabel rente, mens kun tre procent i Lolland Kommune har konverteret.

Bendt Pyndt, Centerdirektør i Nykredit, i Nykøbing F. forklarer at boligejernen på Lolland-Falster traditionelt er mindre risikovillige.

- Det kan hænge sammen med ren og sund økonomisk fornuft. Vi bor også i en udkantsområde og vi er altid lidt mere tilbageholdende når det drejer sig om en lidt højere risikabel lånetype. Og det er variabelt forrentet lån, fordi der er ingen der kan garantere, hvor meget renten vil stige i fremtiden, siger han.

Samtidig viser undersøgelsen, at hele ni ud af 10 borgere på Lolland-Falster rent faktisk forventer rentestigninger, og godt halvdelen mener, at renten vil stige allerede inden for de kommende 12 måneder.

- Og netop forventningen om højere rente får boligejere på Lolland-Falster til at være mere tilbageholdende med at vælge lån med variabel rente, siger Bendt Pyndt.

- Iøvrigt så anbefaler vi oftest vores kunder et fastforrentet realkreditlån - især, hvis man har høj gæld, siger han.