Boligkøberne holder igen

Både antallet af boliger, der er til salg, og priserne på salgsskiltene falder.

Udbudspriserne for parcel- og rækkehuse er faldet med 10 procent fra toppen i september 2007. Udbudspriserne for ejerlejligheder er - siden priserne toppede i august 2006 - faldet med 18 procent, viser en ny opgørelse fra Realkreditrådet.

Der var 58.000 ejerboliger til salg på internettet ved udgangen af september 2009. Det er 11 procent færre end på samme tidspunkt sidste år. Der var 39.000 parcel- og rækkehuse, 10.000 ejerlejligheder og 9.000 fritidshuse til salg.

Samtidig skal boligsælgere over hele landet fortsat væbne sig med tålmodighed, når boligen skal sælges. Den tid, en bolig har ligget til salg på internettet, er øget lidt igen i september. I gennemsnit har boligerne været til salg i et år.

Mest trægt går det for fritidshuse, mens ejerlejligheder og parcel- og rækkehuse er til salg i otte måneder, inden de finder en ny ejer. Markedet for ejerlejligheder i Århus skiller sig dog lidt ud. Ejerlejlighederne har her kun ligget til salg i seks måneder.

Vicedirektør i Realkreditrådet, Jan Knøsgaard, siger, at det endnu ikke er blevet hurtigere at sælge sin bolig.

- Måned for måned bliver der lagt lidt flere dage til den tid, en bolig er til salg på internettet. Selv om sælgerne generelt sætter priserne ned, og det samlede boligudbud er faldet med mere end 10 procent siden det toppede sidste år, har køberne stadig mange boliger at vælge imellem, siger Jan Knøsgaard i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Færre boliger til salg og priserne falder fortsat. Men det tager længere tid at komme af med dem, viser ny statistik fra Realkreditrådet.

Offentliggjort Sidst opdateret