Boligkrisen rammer arvinger

Store problemer for arvinger af huse på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere og flere danskere må vinke farvel til arven efter deres afdøde forældre, fordi dødsboet ikke kan sælges, skriver Bolius' magasin Bedre Hjem.

Et dødsbo kan blive en alvorlig økonomisk trussel for arvingerne. I stedet for at arve en pæn sum penge, når ens gamle far eller mor dør, må flere arvinger sige farvel til de værdier, de troede var i dødsboet. I værste fald kan de også komme til at hænge på en gæld, hvis den afdødes hus ikke kan sælges.

Problemet er omfattende, viser en rundspørge, som Bolius' magasin Bedre Hjem har foretaget.

På Lolland er det stort set alle dødsboer, hvor der indgår et hus, som ikke når at blive behandlet inden for den tidsfrist på 15 måneder, som arvingerne har til at få boet gjort op. Og flere andre steder i landet er det mellem 40 og 60 procent af dødsboerne.

- Det er et stort problem. Med situationen på boligmarkedet i Danmark sker det ofte, at et hus tilhørende et dødsbo ikke kan blive solgt, inden boet skal gøres op. I nogle tilfælde fører det endda til, at dødsboet viser sig at være insolvent, siger skifteretschef Claes Dall Hersland fra Skifteretten i Kolding til Bedre Hjem.

Efter tidsfristen på 15 måneder kan arvingerne som regel få 6 måneders udsættelse og selv gøre et ekstra forsøg på at få boet solgt. Sælges huset så til en pris, der er lavere, end det er belånt for, risikerer arvingerne et økonomisk tab. Og har de på det tidspunkt allerede taget værdier ud af boet, f.eks. penge fra en bankkonto, risikerer de at skulle tilbagebetale de penge, når banken eller kreditforeningen kræver deres penge - og det gør de som regel.

Efter de 15 måneder kan man også overgive boet til en bobestyrer. Men derved får arvingerne ikke del i de værdier, der evt. kunne være i boet efter ens forældre eller lignende.

- Det er med andre ord vigtigt, at man i en situation, hvor en bolig i et dødsbo er svær at slippe af med, nøje overvejer den rigtige beslutning. For at få den mest nøgterne vurdering af situationen bør man involvere en advokat med erfaring inden for dødsbobehandling , siger advokat Per Steffensen fra Leoni Advokater i Viborg, der er specialiseret i skifteretsforhold.