Boligmarked får endnu en mavepuster

Boligmarkedet har for alvor tabt pusten.

Dels er der solgt 13 procent færre boliger i andet kvartal af 2011 i forhold til årets første tre måneder.

Samtidig har villaer og rækkehuse stort set tabt hele det seneste års prisstigning og er tilbage på samme niveau som i april 2010.

Det viser en opgørelse fra Nybolig.

- Efter et første kvartal med en forholdsvis stabil prisudvikling og en mindre stigning i salget, mistede boligmarkedet fuldstændig pusten i andet kvartal i år.

- Med prisfaldet ligger den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villaer og rækkehuse kun en anelse højere end sidste år.

- Eller sagt med andre ord, så er stort set hele prisstigningen fra 2010 nu sat over styr igen, siger direktør Flemming Haahr Vesterbrandt, Nybolig.

Faldet i andet kvartal i den gennemsnitlige kvadratmeterpris er på 1,6 procent for villaer og rækkehuse på landsplan.

Prisen ligger dermed nu kun 0,8 procent højere end i samme periode sidste år, viser Nyboligs analyse.

Men prisfaldet dækker over store regionale forskelle. Det største prisfald har ramt København, hvor den gennemsnitlige kvadratmeterpris faldt med 6,3 procent.

Vestjylland er ramt af det næststørste fald på 5,7 procent efterfulgt af Sydjylland med 4,1 procent

I Vest- og Sydsjælland faldt prisen med 2,7 procent, mens fynboerne er mindst ramt med et prisfald på 1,1 procent.

Ejerlejlighederne har dog holdt skindet nogenlunde på næsen. De gennemsnitlige kvadratmeterpriser på ejerlejligheder, der er steget måned med efter måned gennem det seneste år, oplevede kun et lille prisfald.

I København var det på 0,9 procent og i Aarhus på 2,2 procent. Den gennemsnitlige pris i København ligger dog fortsat 9,7 procent over samme periode sidste år, og prisen i Aarhus ligger 5,2 procent over.

/ritzau/

Fald i antallet af solgte boliger og fald i priserne, viser analyse fra Nybolig. Ejerligheder er mindst ramt.

Offentliggjort Sidst opdateret