Boligudbuddet stod næsten stille i september
Der bliver næsten solgt lige så mange huse, som der kommer nye til salg, og derfor er boligudbuddet kun svagt stigende for tiden. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Antallet af boliger, der er til salg, rykker sig ikke rigtigt ud af stedet lige nu.
Antallet af boliger, der er til salg, stiger normalt i september. Det gjorde det også i år, men ikke så meget, som det plejer.
Finans Danmarks opgørelse af boligudbuddet viser, at der var 41.368 boliger til salg i sidste måned.
Det er en fremgang på 594 boliger eller 1,5 procent.
Tager man imidlertid højde for den normale tilvækst og korrigerer for sæson, er der tale om et lille fald på 0,3 procent.
Boligudbuddet flyttede sig dermed ikke rigtigt ud af stedet, selv om tendensen har været svagt stigende det seneste halvandet år.
Og det har ifølge Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, været med til at holde hånden under boligmarkedet, selv om den økonomiske udvikling har lagt et nedadgående pres på boligpriserne.
- Når udbuddet er lavt, har køberne ringere kort på hånden, og det kan skubbe priserne i opadgående retning.
- Den seneste tids prisstigning kommer efter en hård periode for boligmarkedet med stigende renter, høj inflation og økonomisk usikkerhed, hvor priserne faldt med omkring 10 procent for både huse og lejligheder, skriver han i en kommentar til tallene.
Sammenligner man med perioden før corona, lå boligudbuddet dengang mellem 15 og 20 procent højere, end det gør i dag.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker