BonBon-Land får underskud for 14. år i træk
BonBon-Lands omsætning faldt med 29 procent i 2020, hvor coronaen spillede ind. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
2020 gav et underskud på 13,2 millioner hos BonBon-Land, der forventer at tjene penge igen fra 2022.
Det er økonomisk set ikke skideskægt at eje BonBon-Land.
Forlystelsesparken i Holme-Olstrup på Sydsjælland kommer ud af 2020 med et underskud på 13,2 millioner kroner. Det viser årsregnskabet.
Det er 14. år i træk med minus, da man skal helt tilbage til 2006 for at finde et positivt resultat på bundlinjen.
BonBon-Land skriver i regnskabet, at året var præget af coronavirus, hvor det nogle dage var tvunget til at holde lukket.
Omsætningen, som ikke bliver nævnt i kroner og øre, faldt med 29 procent i 2020 sammenlignet med året før.
Ud over færre indtægter skyldes underskuddet, at har der været forhøjede udgifter til ekstra ansatte og for eksempel håndsprit.
For 2021 forventer BonBon-Land bedre resultater end i 2020, da mange danskere ventes at holde ferie herhjemme.
Samtidig er forventningen, at forlystelsesparken fra 2022 kan begynde at tjene penge.
- I den første del af den nye sæson har vi haft et godt salg af sæsonkort, som næsten er på niveau med 2019, skriver BonBon-Land i regnskabet.
Selv om 2020 bød på tab, er resultatet dog væsentligt bedre end i 2019, hvor underskuddet lød på knap 40 millioner kroner på grund af store nedskrivninger.
BonBon-Land blev startet i begyndelsen af 1990'erne af stifter Michael Spangsberg.
Han solgte sin del til Parques Reunidos, der er en forlystelsesparkejer, som var ejet af en kapitalfond i 2007.
Siden da har BonBon-Land været ejet af kapitalfonde. Den nuværende ejer er kapitalfonden Centaur, der ejer BonBon-Land via selskabet Centaur Holding Denmark, der igen er ejet af Centaur Nederland 2 B.V.
Michael Spangsberg har siden startet et succesfuldt flødebollefirma i eget navn.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker