Bookingportaler dropper krav om ens priser på hoteller
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil henlægge undersøgelse af hotelportaler, efter at de har rettet ind.
Bookingportaler for hotelværelser, såsom Hotels.com og Booking.com, har været i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens søgelys, fordi de via deres krav til hotellerne potentielt har undergravet den fri konkurrence.
Men styrelsen har nu indstillet, at man dropper den bebudede undersøgelse af portalernes kontrakter. Det sker, fordi portalerne har lovet at rette ind.
- De seneste måneder er der sket en række ting på markedet, der ændrer på grundlaget for at indlede en undersøgelse.
- Det er positivt, at bookingportalerne selv medvirker til at fjerne væsentlige udfordringer for konkurrencen, siger Martin Nyvang, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det er portalernes krav om såkaldt prisparitet, der har været en sten i styrelsens sko.
Hidtil har hotellerne skullet garantere de store portaler, at man ikke vil tilbyde gæsterne billigere priser på andre portaler, og det har sat konkurrencen ud af spil, mener Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Men både Hotels.com og Booking.com har lovet, at man vil fjerne disse klausuler over for hotellerne. Og det løfte vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen holde dem op på.
- Vi følger stadig markedet for hotelbooking. Dermed er det heller ikke udelukket, at det igen bliver aktuelt at undersøge markedet for at sikre, at der fortsat er konkurrence, og at konkurrencen i sidste ende bliver en fordel for forbrugerne, siger Martin Nyvang.
Dansk Industris fagleder for turisme, Sune K. Jensen, er meget tilfreds med bookingportalernes beslutning:
- Tiltaget fra boligportalerne er godt nyt for konkurrencen. Vi ser også, at en række andre aktører såsom Google er på vej med løsninger, som vil styrke konkurrencen i forhold til hotelbookinger til fordel for forbrugerne, siger han.
Konkurrencemyndigheder i blandt andet Frankrig og Sverige har accepteret tilsvarende løfter fra bookingportalerne.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker