Borgmester: En super nyhed

Det var en rigtig glad borgmester for Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (A), som i går fik besked om, at Vejdirektoratet har valgt Nakskov Havn blandt otte havne til støbning af broelementer til den nye Storstrømsbro.
- Det er en super nyhed, selvom der selvfølgelig er en lille risiko for, at den kommende entreprenør vælger en anden byggemetode - “skubbemetoden” - hvor det så bliver arealer på begge sider af den kommende bro, der skal bruges, gør Holger Schou Rasmussen opmærksom på.
- Men vi kan glæde os over, at Nakskov Havn har vundet kapløbet blandt otte havne og har vist, at den kan levere varen.

Arbejdet med at støbe elementer til den nye Storstrømsbro ventes at give job til omkring 300 i Nakskov i to år fra 2016.

- Så hvis Nakskov Havn bliver produktionsstedet, vil det kunne løfte en hel del ind på arbejdsmarkedet og give dem selv og området et kæmpe skub, forudser Lollands borgmester.

Holger Schou Rasmussen tilføjer, at de nye jobmuligheder måske også kan have den glædelige effekt at begrænse fraflytningen fra landsdelen.

Læs meget mere om projektet og glæden i dagens udgave af Folketidende.

Foto: Anders Knudsen

Glæde over at den nye Storstrømsbro nok skal laves i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret