Børnetøj på vej op igen efter krise

Børnetøjsmoden er ikke længere en spirende undergrund blandt danske designere.

Gennem flere år har det vist sig, at der er penge i sprudlende og spraglet tøj til junior - og modemesserne i København har med glubende appetit kaste sig over branchen.

Den første egentlige børnetøjsmesse så dagens lys tilbage i 2005 i CIFF Kids. Og for et år siden kom den alternative CPH Kids til. Modeugen starter i København torsdag og varer weekenden over.

- Vi startede som noget, der skulle være anderledes. Det var det, udstillerne efterspurgte. Og for os er det vigtigt, at modemesserne i København vokser sig større og større, for vi er presset fra messer i blandt andet London og Berlin, siger Lone Holm, der er direktør for CPH Kids.

Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail, siger, at finanskrisen var hård for børnetøjet, og mange butikker måtte lukke i månederne efter.

Årsagen er, at man i årene inden red med på bølgen, da folk købte dyrt ind for friværdien eller for lån. Men da forbrugerne spændte livremmen ind, slog det igennem i butikkerne.

- Vi er på vej op igen lige så stille og roligt. Det er ikke de helt dyre mærker og heller ikke de helt billige, folk går efter. Det er tøjet, der ligger i midten, siger direktøren.

Sidste år steg omsætningen af tøj med tre procent - og børnetøjet havde samme stigning.

- Det er et tal, der er steget fra det meget lave tal i 2009. Men det går den rigtige vej, siger Jens Birkeholm.

/ritzau/

Intet er godt nok til lillemand. Kunderne går efter designertøj til de mindste. Og det smitter af på modeugen.

Offentliggjort Sidst opdateret