BRF: Stigende antal tvangsauktioner i 2010

Antallet af tvangsauktioner faldt med 11 procent fra oktober til november, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRFkredit, mener, at en mulig forklaring på udviklingen kan være det lave renteniveau, der giver flere familier luft. Men summa summarum er, at der over det seneste år har været 40 procent flere auktioner.

- Generelt er det vores forventning, at vi igennem 2010 også vil se et stigende antal tvangsauktioner. Det vil på ingen måde overraske, hvis der kommer måneder, hvor vi har mere end 500 berammede auktioner, siger hun.

Der er dog stadig et stykke vej til rekorden, hvor der var tre gange så mange auktioner om måneden i forbindelse med kartoffelkuren.

Antallet af tvangsauktioner vil være aftagende i 2010. Årsagen hertil skal findes i det rekordlave renteniveau, så mange med rentetilpasningslån får mere end halveret deres ydelse i forhold til sidste år.

- Det kan for mange familier, der er i problemer, give lidt luft, der gør, at man kan finde en anden og mere barmhjertig løsning end en tvangsauktion, siger Ulrikke Ekelund.

Cheføkonomen understreger, at når man ser på antallet af berammede tvangsauktioner, er det vigtigt at holde fast i, at det er langt fra hovedparten, der gennemføres. Det er nemlig "kun" godt 6 ud af 10 af de berammede auktioner, der ender med en egentlig auktion. I resten af tilfældene finder man en løsning inden auktionen.

/ritzau/

Over det seneste år har der været en stigning på 40 procent i antallet af tvangsauktioner. Og trods fald i november vil det stige igen, forudser BRFkredit.

Offentliggjort Sidst opdateret