Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har besluttet at lægge Konkurrencestyrelsen og Forbrugerstyrelsen sammen fra dags dato. Den nye styrelse får navnet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Brian Mikkelsen mener, at fusionen vil være til gavn for både forbrugerne og konkurrencen i Danmark.
- Forbrugerne nyder godt af markeder med effektiv konkurrence, og omvendt nyder konkurrencen godt af aktive og velinformerede forbrugere, der trygt kan handle på markederne, udtaler han i en pressemeddelelse.
Han peger på, at erfaringerne fra Storbritannien, som har en fælles forbruger- og konkurrencemyndighed, er gode.
Agnete Gersing, der hidtil har været direktør i Konkurrencestyrelsen, bliver direktør i den nye styrelse. Alle medarbejdere i de to styrelser indgår i den fusionerede styrelse.
Forbrugerombudsmanden varetager de samme opgaver som i dag, men vil fremover få en øremærket bevilling på finansloven.
I Dansk Erhverv, der blandt andet organiserer detailhandlen og dermed har forbrugerområdet som et særligt indsatsområde, bifalder man sammenlægningen.
- Vi ser et stort behov for, at forbrugerområdet styrkes de kommende år, både i Danmark og på EU-plan. Det giver den nye styrelse mulighed for. Samtidig bemærker vi med glæde, at Forbrugerombudsmanden bliver styrket og får sit eget budget, siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker