Britisk flyselskab søger om konkursbeskyttelse i USA
Virgin Atlantic er et af mange luftfartsselskaber, der er blevet hårdt ramt af coronakrisen. (Arkivfoto) Foto: Toby Melville/Reuters
Toby Melville/Reuters
Virgin Atlantic vil med en konkursbeskyttelse i USA prøve at få ro til at arbejde videre med en redningsplan.
Det globale udbrud af coronavirus har givet økonomiske problemer for det britiske luftfartsselskab Virgin Atlantic.
Problemerne er nu blevet så store, at selskabet søger om konkursbeskyttelse i USA. Det skriver flere medier, herunder nyhedsbureauet AFP.
Når et selskab søger om konkursbeskyttelse, kan det fortsætte driften, mens det forsøger at finde en løsning på sine problemer, uden at det risikerer at blive mødt af konkursbegæringer.
Problemerne hos Virgin Atlantic er opstået som følge af coronaudbruddet, der har påvirket den globale lufttrafik i stor grad.
Hos Virgin Atlantic har man i flere måneder ikke fløjet på grund af udbruddet. Det har kostet selskabet en del penge - og nu er økonomien blevet så presset, at der må søges om konkursbeskyttelse.
Hvis ansøgningen bliver godkendt, kan det give selskabet mere ro til at arbejde videre med en potentiel redningsplan, skriver AFP.
I juli annoncerede Virgin Atlantic en plan om at sikre sig 1,2 milliarder pund - svarende til 9,9 milliarder kroner - i privat finansiering. Planen ville ifølge selskabet være "et kæmpe skridt imod en sikring af fremtiden".
For at kunne gå videre med planen skal den dog først godkendes af kreditorer i Storbritannien. Det er det, som selskabet håber at kunne få mere ro til.
Tidligere har Virgin Atlantic fortalt, at selskabet er indstillet på at reducere sine årlige omkostninger med 2,3 milliarder kroner og skære mere end 3000 job for at sikre en bedre økonomi.
Til sammenligning havde luftfartsselskabet omkring 10.000 medarbejdere op til coronakrisen.
Virgin Atlantic er ikke ene om at være blevet ramt af den ændrede lufttrafik. På de danske breddegrader har også SAS og Norwegian været nødt til at sige farvel til medarbejdere på grund af coronakrisen.
Senest har Københavns Lufthavn også meddelt, at der er behov for at skære i antallet af medarbejdere.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker