- Handlende, der mener, at Internettet ikke er noget for dem, vil ikke kun gå glip af noget. De vil formentlig også forsvinde på sigt.
Siger boghandler Ole Løj, Bog & Ide, Nykøbing F., og formand for Cityforeningen Nykøbing Falster.
Han føler ikke detailhandelens eksistens truet af det perspektiv, som direktør i Retail Institute, Bruno Christensen, tegner.
Med baggrund i, at nethandelen er vokset til skønsmæssigt 16 milliarder kroner årligt, mener direktøren ikke, at butikkerne kan matche dette. Resultatet vil uvægerligt blive, at nogle må dreje nøglen om.
- Vi sælger også mange bøger på nettet, men vores omsætning er ikke vigende. Den er tværtimod i stærk fremgang, hvilket strider imod teorierne om nethandelens negative indflydelse på detailhandelen.
- Der er dog heller ingen tvivl om, at nethandelen gør det nødvendigt for detailhandelen at komme op i gear og være med.
- Handelen på Internettet skærper konkurrencen, og man skal omsætte for mere. Men Internettet er samtidig en mulighed for at øge omsætningen, mener Ole Løj.
Bog & Ide, der med en tilslutning på 80 boghandler er branchens største indkøbskæde, tilbyder bøger på sin hjemmeside på Internettet.
- Efter behag kan folk vælge at købe dem der, eller de kan bestille bøger og hente dem i min forretning. Nethandelen har den fordel, at den har åbent hele døgnet, og man skal ikke se bort fra værdien af, at folk kan logge på og handle, når de har tid, mener Ole Løj. - Men ved køb på nettet kommer der porto oven i varens pris.
Bog & Ide udsender cirka 20 kataloger ud om året. Og på en side informeres om muligheden for bogkøb på Internet.
- Det er vigtigt, at detailhandelen lærer at bruge Internet rigtigt. Detailhandelen skal lære, at det er et supplement til detailhandelen. De, der ikke vil benytte denne mulighed, får heller ikke kendskab til kundernes behov, mener Ole Løj.
Kontakt til andre kunder
Han er selv netbruger. Kun få store forlag har sælgere, der kommer rundt til landets boghandler. Fra andre indkøbskanaler bestiller Ole Løj derfor varer på Internette, hvilket får ham til at føle, at detailhandelen skal lære at være forbrugere hos leverandørerne.
- Detailhandelen er nødt til at betragte internethandelen som et supplement. Og der er ingen tvivl om, at man der kommer i kontakt med en kundegruppe, man ellers ikke ville komme i kontakt med. Vi er derfor nødt til at forholde os til virkeligheden, og den er Internettet, fastslår Ole Løj.
Han mener dog ikke, forbrugerne kun skal kigge på prisen. Der er også andre forhold, der skal vægtes.
Sideløbende med at nethandel i flere brancher vil være et godt supplement til detailhandelen, så mener Ole Løj også, at der kan være varegrupper, det vil være oplagt kun forhandles på nettet. Dette kunne blandt andet gælde for tunge genstande, som forbrugerne køber efter et foto på en hjemmeside og får leveret til døren.
Henning Kørvel
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole