B.T. nedlægger søndagsavisen og udvider lørdagsudgave
Læsere af B.T. får fremover serveret nyheder, sport og underholdning i lørdagsavisen, mens søndagsudgaven lukker, oplyser Berlingske Media. (Arkivifoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Fra slutningen af august vil det ikke længere være muligt at købe B.T. om søndagen, skriver Berlingske Media.
B.T. lukker søndagsavisen og udvider udgaven om lørdagen. Det skriver Berlingske Media i en pressemeddelelse.
- Til efteråret vil B.T. udvide lørdagsavisen, så den får tre sektioner med nyheder, sport og underholdning.
- Vi lukker samtidig søndagsavisen, så kunderne får alt læsestoffet lørdag til læsning hele weekenden, lyder det i pressemeddelelsen.
Omlægningen sker for at kunne reducere omkostningerne ved avisproduktionen. Det skal sænke prisen på et af avisens abonnementer.
Men det sker også for at tilpasse avisens weekendudgaver, så de følger med tiden, siger B.T.'s ansvarshavende chefredaktør, Michael Dyrby.
- Vi tilpasser løbende B.T. til den tid, vi lever i. Nu er tiden inde til at tilpasse vores aviser i weekenden, hvor vi vil udgive vores stærkeste nyhedshistorier, gå bag kulissen i underholdningens verden og følge de største fodboldklubber tæt, siger han i pressemeddelelsen.
Søndagsavisen lukker den 29. august, oplyser Jesper Nielsen, der er bladsalgsdirektør i Berlingske Media.
Michael Dyrby oplyser til Ritzau, at omlægningen ikke kommer til at ændre ved antallet af medarbejdere på printudgaverne.
Det er imidlertid ikke den eneste ændring i Berlingske Media, der også står bag Berlingske og Weekendavisen.
Berlingske Media overtager nemlig hele ejerskabet af 24syv og bliver dermed den eneste ejer af platformen. Tidligere har mediekoncernen ejet 60 procent.
Det betyder, at 24syv bliver fusioneret ind i Berlingske Media.
Radio24syv var indtil udgangen af oktober 2019 navnet på en radiokanal. 24syv er en nyheds- og podcast-app, som bruger navnet fra den nu nedlagte radiokanal.
I appen kan man høre gamle programmer fra Radio24syvs arkiv og nogle af formaterne, som blev videreført efter radioens lukning.
- Audio og podcast er i rivende udvikling, og som et digitalt mediehus mener vi, at det er naturligt for os at investere i området, siger Anders Krab Johansen, der er koncernchef og udgiver for Berlingske Media, i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned