B.T. skifter ansvarshavende redaktør
B.T. og Euroinvestor skal have ny, fælles ledelse. Den skal Simon Richard Nielsen stå i spidsen for.
Pernille Holbøll stopper som ansvarshavende chefredaktør for B.T. efter lidt mere end et år på posten.
I stedet overtager den tidligere chefredaktør på Euroinvestor, Simon Richard Nielsen, ansvaret for både B.T. og finansmediet Euroinvestor.
De to medier fortsætter dog som selvstændige medier med hver sin redaktionelle ledelse.
- Simon Richard Nielsen stod bag Euroinvestors succes som nyhedssite. Jeg har tillid til, at han kan drive journalistikken på B.T. og Euroinvestor og sikre et godt samarbejde mellem de to medier, siger direktør i Berlingske Media Anders Krab-Johansen ifølge B.T.
Pernille Holbøll afløste Michael Dyrby som chefredaktør på B.T. i maj 2022 med ansvar for at gennemføre omstillingen til et rent digitalt nyhedsmedie.
Det skete blandt andet igennem lukningen af papiravisen med udgangen af 2022, ligesom hun også gennemførte en lukning af B.T.'s lokale redaktioner.
Til MediaWatch siger Pernille Holbøll, at der er tale om en fyring, som hun tager til efterretning.
Hun vil ikke selv gøre sig til dommer over, om hun har fået tid nok til at løse den opgave, som hun blev stillet over for.
- Jeg kan sige, at da jeg underskrev kontrakten, var det ikke med tanke på, at det skulle være for ét år. Jeg har ikke så meget andet at sige til det, siger hun.
Berlingske Media købte investorportalen Euroinvestor tilbage i 2018.
Simon Richard Nielsen blev chefredaktør på erhvervsmediet i august 2020 og bestred posten, indtil han blev direktør hos Maj Invest i april i år.
Her fik han ansvar for at opbygge en ny kommunikations- og marketingenhed.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde