Mange danskere må kigge forgæves efter bussen torsdag morgen. Chaufførerne har nedlagt arbejdet flere steder i landet. Både Sjælland, Nordjylland og bybusserne i Esbjerg er ramt.
Trafikselskabet Movia, der står for busdrift i hovedstadsområdet og andre dele af Sjælland, er hårdt ramt.
- Vores kunder må indstille sig på, at busserne ikke kommer ud at køre her til morgen, så derfor er de nødt til at finde andre måder at komme på arbejde på, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen, tidligt torsdag.
Det er dog ikke samtlige buslinjer, der er ramt af strejken.
I hovedstadsområdet kører linjerne 1A, 12, 21, 130, 132, 133, 154 E, 166 og 200S. Desuden kører 12, 29 og 500S i Nordsjælland.
I Sydsjælland er det følgende busruter, der ikke kører: 608, 611, 620R, 632, 660R, 664, 667 og 750 E.
I Vestsjælland har strejken ramt ruterne: 30, 31, 34, 35, 35E, 361, 362, 470R, 470 (Haslev), 570, 670, 801, 802, 803, 804, 806, 807, 810, 902 og 903.
Situationen kan dog ændre sig, og Movia anbefaler kunderne at holde sig opdateret på Moviatrafik.dk, som dagen igennem informerer om, hvilke ruter der trods arbejdsnedlæggelsen gennemfører den sædvanlige kørsel.
Tidligt torsdag morgen var der dog problemer med at komme ind på siden.
Dorthe Nøhr Pedersen oplyser, at Movia "indtil videre" opretholder rejsegarantien. Det betyder, at kunder, der venter forgæves i mere end 20 minutter på en bus, kan tage en taxi og efterfølgende få udgiften refunderet - dog maksimalt 300 kroner.
I Aalborg og dele af det øvrige Nordjylland har chaufførerne også nedlagt arbejdet, oplyser Nordjyllands Trafikselskab.
Selskabets chauffører blokerer for de øvrige busser ved Aalborg Busterminal. Det betyder, at passagererne ikke kan køre med by- og metrobusser. Busserne til og fra Aalborg Busterminal vil også være påvirket.
Bybusserne i Esbjerg bliver også i garagen i dag, fortæller tillidsmand ved Pan Bus, Bent Larsen, til jv.dk.
- Der var cirka 30 fremmødte til vores møde her til morgen, og kun en enkelt var imod, at vi nedlagde arbejdet, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde