Butikker får sløj julehandel - igen

For andet år i træk har butikkerne udsigt til en katastrofal julehandel.

Mere end hver femte dansker vil bruge færre penge på julegaver i år end sidste år. 70 procent vil bruge samme antal kroner som sidste år, mens kun otte procent siger, at de vil bruge flere penge. Det viser en omfattende undersøgelse fra finanskoncernen Alm. Brand Markets, der har spurgt 1200 danskere i alderen 16 til 85 år.

Vicedirektør i Alm. Brand Markets Bo Overvad siger, at krisen for alvor har bidt sig fast i danskernes bevidsthed.

- Den fortsat stigende ledighed og faldende priser på boligmarkedet har fået danskerne til at spare op trods SP-penge, skattelettelser og lave renter, siger Bo Overvad.

Undersøgelsen understøttes af en internetmåling fra Price Runner - der er en tjeneste på nettet, hvor forbrugerne kan sammenligne priser. Her svarer op mod 45 procent af forbrugerne, at de vil bruge færre penge på julegaver, 40 procent siger, at de vil bruge samme beløb som sidste år, mens 15 procent oplyser, det de vil bruge flere penge. 1225 onlineforbrugere har svaret, og årsagen til at der spares endnu mere på julegaverne i år er usikkerhed om egen økonomi og stigende priser.

Udsigten til endnu et år med sløj juleomsætning i butikkerne kommer ikke bag på cheføkonom Jens Brendstrup i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

- Det er ventet. Vi har jo over hele året set en faldende tendens i detailomsætningen. Det går den forkerte vej, og det er trist for en række brancher, der er stærkt afhængig af juleomsætningen, sige Jens Brendstrup.

/ritzau/

Tøvende forbrugere slukker julelysene i butikkernes øjne. Mere end hver femte dansker vil bruge færre penge på julegaver i år, viser målinger.

Offentliggjort Sidst opdateret