Butikkernes omsætning faldt en smule i september
Butikkernes omsætning er dalet lidt i september sammenlignet med måneden før. Faldet er størst inden for salg af fødevarer og andre dagligvarer. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Detailhandlen lå 0,4 procent lavere i september. Specielt salget af fødevarer faldt.
Butikkerne omsatte en smule mindre i september end måneden før, når man korrigerer for sæson og inflation.
Det viser tal fra Danmarks Statistik, som opgør det såkaldte detailomsætningsindeks hver måned.
Nedgangen har været mest tydelig inden for fødevarer og andre dagligvarer, hvor omsætningen er faldet med tre procent. Omvendt har tøjbutikkerne omsat for 3,7 procent mere.
Ser man på tredje kvartal samlet, er faldet på 1,4 procent sammenlignet med kvartalet forinden.
Detailsalget holder fint stand, vurderer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, på baggrund af tallene.
Han omtaler dykket i september som et meget lille fald, der følger to måneder med stigninger.
- Det er altså ikke helt skidt og viser, at købekraften hos danskerne ikke er slået helt itu, selv om den er svækket. Over det seneste år er der dog skåret knap seks procent af salget i detailbutikkerne, siger han i en skriftlig kommentar.
Jeppe Juul Borre fremhæver, at forbrugerne betaler omtrent tre procent mere end sidste år, men på grund af prisstigningerne betyder det, at forbrugerne forladerne butikkerne med færre varer.
Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker i Danske Bank, går forbrugerne i højere grad på jagt efter billigere madvarer end tidligere.
- Faktisk er der en tydelig tendens til, at vi reagerer ved at købe mindre af de ting, der er steget mest, og det er blandt andet dagligvarer, hvor vi for eksempel går langt mere i discountbutikker end sidste år, siger hun.
Totalt set ligger detailomsætningen højere, end den gjorde før coronanedlukningerne.
Dermed er der stadig meget købekraft i forbrugerne, lyder det fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.
- Vi forventer dog den bliver stækket yderligere, siger han i en skriftlig kommentar.
Som årsag nævner han foruden inflationen de rentestigninger, som mange borgere vil stå over for i foråret 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker