Byggefirma satser på Vibevej

Byggefirmaet Danton er med sit første projekt i Sakskøbing, som gælder 30 andelsboliger på Vibevej, der er en sidevej til Falkevej i byens nordlige del.

Byggeriet skal hedde Svaneparken.

Der bliver tale om tre størrelser huse, og huslejen i det mindste på 75 kvadratmeter kan lige holdes under 4.000 kroner om måneden - med et indskud på 277.500 kroner.

I de seneste år har andre firmaer måttet opgive at realisere mindre andelsboligprojekter både på Vibevej og andre steder i byen, men Danton-direktør Bjarne Mayland er fuld af optimisme:

- Et projekt skal have en vis størrelse for at fællesudgifterne ned, siger han.

- Vi har været på markedet i 30 år, og er netop blevet færdige med 34 andelsboliger i Blæsenborgparken.

- Projektet i Sakskøbing er målrettet unge mennesker, som skal skaffe sig en bolig for første gang, og ældre, som er ved at trappe ned.

- Vi har delt projektet i to etaper, én på 17 og én på 13 boliger, og vi går i gang, når vi har solgt 75 procent af en etape, siger Bjarne Mayland.

Projektet kan studeres nærmere i næste weekend, hvor der er åbent hus i firmaets salgspavillon ude på Vibevej.




Næstved-firmaet Danton vil bygge 30 andelsboliger i Sakskøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret