Byrådsmedlem: - Holeby ligger på en fornuftig korridor

Venstres Tine Vinther Clausen ærgrer sig over MAN Energy Solutions' beslutning, men vil arbejde på at få andre vidensarbejdspladser til Holeby. Arkivfoto: Anders Knudsen

Gruppeformanden for Venstre Lolland håber, at andre virksomheder hurtigt vil fylde hullet efter MAN Energy Solutions.

Offentliggjort Sidst opdateret

HOLEBY: Også i Lolland byråds næststørste parti, Venstre, modtages nyheden om MAN Energy Solutions' beslutning med panderynker.

- Det er utroligt triste nyheder. Især fordi, vi i 2027 er ved at åbne for Femern-forbindelsen, der vil komme til at give exceptionelle muligheder for alle virksomheder - især i Holeby, siger gruppeformand og formand for klima-, miljø- og teknikudvalget Tine Vinther Clausen (V).

- Men der er jo fri bevægelighed, så vi kan jo ikke gøre så meget ved det, fastslår hun.

Venstre-politikeren ærgrer sig over, at MAN Energy Solutions ikke har tænkt på at lægge det store hovedsæde på Lolland.

- Det kunne jo være, at de kunne tiltrække gode vidensmedarbejdere fra Nordtyskland, pointerer hun.

Vi ser ind i noget utroligt positivt her på Lolland, og vi kan kun håbe, at andre virksomheder kan se det utroligt attraktive miljø, vi kommer til at tilbyde især i Holeby.

Tine Vinther Clausen, gruppeformand Venstre Lolland

Nu vender Venstre blikket mod dels at give medarbejderne i Holeby mulighed for stadig at få et arbejde tæt på, hvis de ønsker det, og på at få fyldt lokalerne i Erhvervspark Lolland op igen, når MAN Energy Solutions rykker videre.

- Vi ser ind i noget utroligt positivt her på Lolland, og vi kan kun håbe, at andre virksomheder kan se det utroligt attraktive miljø, vi kommer til at tilbyde især i Holeby, der får den nye station tæt på. Det vil vi som samlet byråd arbejde på, alt det vi kan, siger Tine Vinther Clausen, der altså er klar til at rulle ærmerne op politisk for at sikre Holebys fortsatte position som erhvervsknudepunkt i kommunen.