C25-indeks lukker i minus for syvende dag i træk
Syv dage med fald i C25 er ikke set siden coronakrisens udbrud i 2020.
Det danske eliteindeks, C25, er mandag lukket i minus 0,4 procent.
Det er syvende dag i træk, at C25 lukker i minus.
Og det er ifølge aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, en sjælden begivenhed.
- Vi skal helt tilbage til corona for at finde et tidspunkt, hvor nervøsitet og den negative stemning har været lige så fremherskende i forhold til lukkeniveauer. Så kan aktierne falde meget eller lidt, men bundlinjen er, at vi har haft syv dage i træk, hvor markedet er faldet, siger Jacob Pedersen.
Han forklarer, at det vedholdende fald skyldes nervøsitet på markedet, som er forårsaget af særligt to ting: konflikten i Mellemøsten - som fik brændsel efter Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober - og en stigende rente.
- Man behøver ikke læse mange medier for at fange, at situationen i Mellemøsten kan få meget store konsekvenser. Det kan få en negativ effekt på verdensøkonomien, og det er et område, der er vigtigt for en stabil oliepris, som har indflydelse mange steder i økonomien.
- Og så er investorerne nervøse for, at renten bliver ved med at stige. Det har vi også set tidligere, gør rigtig ondt på de danske aktier, siger han.
Han nævner biotechselskaber og techselskaber som eksempler på virksomheder, der generelt er følsomme over for denne slags stemning på aktiemarkedet.
- Det er ikke gigantiske fald. Det er ikke sådan, at vi har set fald på tre til fem procent hver dag. Det sker mere efter salami-metoden, hvor man tager en lille smule ad gangen i stedet for et ordentligt hug.
Overordnet set er de sidste syv dage på markedet med til at fortælle historien om investorer, der gør sig klar til at navigere i et nyt og mere vanskeligt miljø, vurderer Jacob Pedersen.
- Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig syv dages fald igen. Der vil komme stigninger. Men jeg er ikke overbevist om, at de stigninger vil blive nok til at kompensere for de fald, vi har set.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker