Cairn bekræfter gasfund ved Grønland

Det britiske olieselskab Cairn bekræfter tirsdag, at man har fået gas med i tidlige boringer efter olie ud for Grønland.

Selskabet meddeler, at selv om man er ved starten af udforskningen, er opdagelsen af gas i tynde sandlag tegn på et aktivt kulbrintesystem. Den pågældende boring er endnu ikke nået til den planlagte dybde.

- Jeg er opmuntret over, at vi har tidlige tegn på et kulbrintesystem i vores første brønd i Grønland, hvilket bekræfter vores tro på potentialet for udvinding, siger Bill Gammell, adm. direktør for Cairn Energy.

- Vi ser frem til at bedømme resultaterne af det øvrige boreprogram for 2010, siger han.

Selskabet oplyser, at man opfører sig meget forsigtigt i det sårbare farvand. Boreprogrammet indeholder to platforme, så man hurtigt kan bore en aflastning, hvis der skulle ske et uheld. Desuden borer man i kritiske situationer kun med en platform ad gangen.

Cairns fund ventes at alarmere miljøorganisationen Greenpeace og andre aktivister.

Aktivisterne fører kampagne for at standse boringerne med henvisning til, at et uheld vil få katastrofal effekt.

Det britiske selskab oplyser, at man har haft godt styr på isbjergene i det grønlandske. Kun to til tre isbjerge dagligt er kommet inden for 25 kilometers afstand af boreenehederne. Det er færre end forventet og fint inden for, hvad selskabet kan håndtere.

/ritzau/

Foto: BARRY BATCHELOR/AP

De britiske selskab Cairn bekræfter fund af gas ved olieboring nær Grønland.

Offentliggjort Sidst opdateret