Canadisk valg hjælper dansk erhvervsliv med WTO-kamp mod Trump
Dansk Industri ånder lettet op efter genvalg af Justin Trudeau, der er en vigtig EU-allieret i WTO-slagsmål.
I dansk erhvervsliv lød natten til tirsdag et lettelsens suk, da Canadas premierminister, Justin Trudeau, tilsyneladende blev genvalgt.
Lidt væk fra alle overskrifternes søgelys har Trudeau nemlig været en af EU's stærkeste partnere i et forsøg på at løse et lurende problem med Verdenshandelsorganisationen, WTO.
USA og særligt præsident Donald Trump har været utilfreds med WTO og dens appelinstans, der står for at afgøre tvister mellem WTO-lande. Derfor blokerer USA for udnævnelsen af nye dommere.
Med udgangen af 2019 mister appelinstansen to dommere og har ikke dommere nok til at være funktionsdygtige. Domstolen er dermed ikke i stand til at afgøre tvister.
Tvister i WTO kan blandt andet handle om, hvorvidt selskaber får urimelig statsstøtte fra deres hjemland såsom Kina.
Særligt EU har været bekymret for appelinstansens sammenbrud. Og det er her Justin Trudeaus regering i Canada kommer ind i billedet.
Canadas regering og EU har ifølge Dansk Industris underdirektør for international handel, Peter Thagesen, haft et særligt tæt samarbejde om en løsning.
De to parter har arbejdet med, hvad man gør, hvis WTO's appelinstans bryder sammen. Her arbejder de to parter på at skabe en slags appelinstans for de lande, der har lyst til at være med.
Indtil videre har Norge meldt sig som interesseret. Ifølge Peter Thagesen kan man håbe, at økonomier som Japan og Australien også har appetit på at lave en slags nød-instans.
Og her har Justin Trudeau som premierminister haft en nøglerolle.
- Han har været en vigtig allieret i den kamp, som EU og Canada har kæmpet, siger Peter Thagesen.
Han understreger, at Danmark er et af de lande, der trods vores begrænsede størrelse, har allermest på spil.
- Danmark er et af de lande i verden, der har nydt allermest gavn af setup'et WTO, siger Peter Thagesen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker