Bryggerikoncernen Carlsberg øgede i 2010 resultatet af primær drift til 10,25 milliarder kroner mod 9,4 milliarder kroner året før. Det fremgår af selskabets nye årsregnskab.
Nettoresultatet gik hele 49 procent i vejret til et overskud på 5,4 milliarder kroner.
Selskabet peger på, at der er tale om stærke resultater trods en afgiftsforhøjelse på det vigtige russiske marked.
- 2010 var et meget specielt år for Carlsberg på grund af den markante afgiftsforhøjelse på vores største marked, og vi er meget tilfredse med de stærke resultater for 2010, siger koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen, Carlsberg.
Koncernen øgede markedsandel i store dele af forretningen i 2010. I Nord- og Vesteuropa steg den samlede markedsandel. I Rusland holdt man uændret en andel på 39,7 procent af markedet, selv om man holder forholdsvis høje priser på dette marked.
I Asien blev der vundet markedsandele i hele regionen, og Ukraine klarer sig flot, hedder det i regnskabet.
Selskabets omsætning steg med en procent til 60,1 milliarder kroner. Den samlede ølvolumen faldt med en procent.
For 2011 venter Carlsberg at få en øget markedsandel på markeder, der udgør to tredjedele af forretningen.
Man venter en vækst i resultatet af den primære drift på et højt encifret procenttal.
- Vi tror på en svag bedring i markedsforholdene i 2011, især i Østeuropa, hvor vi forventer, at det russiske marked vil komme tilbage til vækst, siger Jørgen Buhl Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned