Carlsberg-formand stopper efter ti år på posten
Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsberg Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Flemming Besenbacher takker af som bestyrelsesformand for Carlsberg. Henrik Poulsen foreslås som ny formand.
I ti år har Carlsbergs formand heddet Flemming Besenbacher. Men når den kommende generalforsamling er afholdt i marts næste år, sidder en ny person for bordenden i bryggerikoncernen.
Besenbacher har ifølge en fondsbørsmeddelelse valgt at stoppe som bestyrelsesformand efter 10 år på posten.
- Det har været en ære at være formand for bestyrelsen for dette gode selskab i 10 år. Carlsberg har udviklet sig enormt, og jeg er meget imponeret over det, som lederteamet og alle de dedikerede folk i koncernen har opnået, siger den afgående formand.
Carlsberg vedtog tilbage i 2016 med Besenbacher ved roret en ny strategiplan ved navn Sail '22, og arbejdet med at udarbejde en efterfølger er i fuld gang.
Men det bliver altså en anden, der skal føre den nye strategi - der får navnet Sail '27 - ud i livet, og den øvrige bestyrelse har valgt at pege på Henrik Poulsen som ny formand.
Poulsen er næstformand og var administrerende direktør for Ørsted - der tidligere hed Dong Energy - fra 2012-2020.
Han gjorde inden da karriere hos blandt andre TDC og Lego, og han sidder også i bestyrelsen for ISS, ligesom han er bestyrelsesformand for Færch Gruppen, der ejes af Mærsk-selskabet A.P. Møller Holding.
Carlsberg er verdens fjerdestørste bryggerikoncern og sælger øl og sodavand i mere end 150 lande verden over.
Selskabet ejer foruden Carlsberg- og Tuborg-brandet også mærker som Kronenbourg, Grimbergen og Somersby.
Carlsberg solgte 110 million hektoliter øl i 2020 og opnåede en omsætning på mere end 58 milliarder kroner.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker