Carlsberg opsiger licensaftale med russisk datterselskab
Carlsberg overtog den fulde kontrol med Baltika-bryggerierne i 2008, men mistede den igen i sommer. (Arkivfoto). Foto: © Ilya Naymushin / Reuters/Reuters
Fra og med 1. april må Baltika ikke længere producere Carlsberg-produkter og sælge dem i Rusland.
Carlsberg slår nu tilbage mod det russiske styre og præsident Putin, efter at bryggerikoncernen i sommer mistede kontrollen over sit russiske datterselskab Baltika Breweries.
Selskabet har nemlig givet Baltika-ledelsen besked om, at licensaftalen, der blandt andet gør det muligt for Baltika at sælge og producere Carlsberg-øl, er opsagt med virkning fra 1. april næste år.
Det fortæller administrerende direktør Jacob Aarup Andersen i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.
De pågældende licensaftaler omfatter ikke kun Carlsberg-brandet, men også alle andre varemærker, som koncernen ejer.
Opsigelsen er som nævnt en konsekvens af det dekret, hvor Rusland reelt overtog ledelsen af og kontrollen med Baltika Breweries.
Inden da havde Carlsberg allerede indgået aftale om et salg af Baltika Breweries, men den nåede aldrig at blive gennemført, før den russiske stat greb ind.
Formelt er der kun tale om en midlertidig ordning, men der er ikke sat dato på, hvornår Carlsberg i givet fald igen kan få kontrol over Baltika Breweries.
Den nye administrerende direktør for Baltika-gruppen hedder Taimuraz Bolloev og bestred samme job i perioden fra 1991 til 2004.
Han er ifølge Financial Times en gammel ven af Vladimir Putin.
Carlsberg er ikke den eneste vestlige virksomhed, der har oplevet at blive nationaliseret, efter at Rusland invaderede Ukraine.
Også mejerigiganten Danone har mistet kontrollen med sine russiske aktiver.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub