Cepos: Løkke skal se mod S/SF-plan

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil gerne nedsætte selskabsskatten, men mangler pengene i statskassen.

Det får den borgerlige tænketank Cepos til at pege på S og SF's forslag om at ændre på erhvervsstøtteordningen som en fremragende finansieringsmulighed.

Udmeldingen kommer efter, at Lars Løkke Rasmussen i et interview understreger, at Danmark skal gøres til et af Europas mest attraktive hjemsteder for private virksomheder.

- Statsministeren siger dog samtidig, at han ikke nu har pengene til en lavere selskabsskat. Her vil jeg opfordre ham til at kigge på S og SFs forslag om at skære 24 milliarder kroner i erhvervsstøtten. Det kunne være en god finansiering, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

Han peger på, at de mange milliarder vil kunne få selskabsskatten i Danmark ned fra 25 procent til 9 procent.

- Det ville være det laveste niveau i OECD. Lavere selskabsskat vil gøre det virkelig attraktivt for virksomheder at investere i Danmark og dermed skabe arbejdspladser og vækst, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/

Cepos foreslår Lars Løkke Rasmussen at finde milliarderne til at sænke selskabsskatten ved at kigge mod oppositionens forslag om at ændre på erhvervsstøtten.

Offentliggjort Sidst opdateret